Johnas Knudsen
Byrådskandidat
Jeg er 22 år gammel og studerer samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet.
22 virker måske ungt, men det handler ikke om alder, det handler om, hvilke visioner man har for Danmark.
Jeg drømmer om et Danmark, hvor individet og det private initiativ er i fokus. Det handler i bund og grund om mennesker. Det individuelle individ skal have de bedste vilkår for at leve sit liv, som individet ønsker. Det handler om, at vi kan være trygge i det samfund vi lever i, at der er nogen, der tager sig af en, når man bliver gammel og ikke har en privat pensionsopsparing og at der er nogen, der tager sig af en, når livet går skævt og man ender på gaden.
Men før vi kan tage os af de svageste i samfundet skal vi have gang i den private sektor, derfor arbejder jeg for bedre vilkår til erhvervslivet – det er nemlig de jobs, der bliver skabt i den private sektor, der skal være med til at finansiere den hjælp vi ønsker at give til de svageste i samfundet.
Jeg er medlem af Liberal Alliance, fordi jeg er vokset op i et Danmark efter finanskrisen, et Danmark, der er faldet bagefter de lande vi normalt sammenligner os med. Der er brug for en ændring af samfundet, så vi på ny kan skabe vækst og rigdom til gavn for befolkningen.
Men det handler ikke kun om, at Danmarks økonomi er faldet bagefter, det handler ligeledes om personlig frihed. Jeg mener grundlæggende, at mennesket er godt og vil det bedste for sig selv og sine omgivelser, derfor behøves staten ikke at lave regler for, hvad du må gøre med din krop, så længe du ikke skader andre.